Joan-Søstrene og Danner

Dannerhuset

Dannerhuset er opkaldt efter Grevinde Louise Danner, som var gift med Kong Frederik d. 7. fra 1850 efter hans to tidligere fallerede ægteskaber. Grevinde Danner var en socialt bevidst kvinde, som fra sin egen barndom kendte til fattigdom og nød. Titlen, Grevinde Danner, fik Louise Rasmussen som medgift ved sit ægteskab med kongen. Ti år efter kongens død,  i 1873, testamenterede Grevinde Danner sin formue på 6 mio. kr. til grundlæggelse af to stiftelser, hvoraf den ene var "Frederik d. VII’s Stiftelse for Fattige Fruentimmere af Arbejderklassen". Det var netop denne stiftelse, der senere blev til Dannerhuset, og som i de seneste 40 år har fungeret som krisecenter for voldsudsatte kvinder og deres børn.

 

Besættelsen

Joan-Søstrene deltog aktivt som en af fire kvindepolitiske grupper i Dannerhusets besættelse den 2. november i 1979. Bygningen fungerede frem til det tidspunkt i henhold til den oprindelige fundats som bolig for nogle ældre kvinder. Men bygningen var utidssvarende, og de pågældende kvinder stod for at skulle flytte i mere moderne boliger. Fonden, som ejede bygningen, var i gang med at sælge den til nedrivning.

Om aftenen den 2. november sneg ca. 200 kvinder sig ind og belejrede bygningen. Efter mange måneders forhandlinger, indsamlinger og støttekoncerter lykkedes det at skaffe penge nok til at overtage bygningen. Renoveringen af "Dannerhuset" kunne med frivillig, kvindelig arbejdskraft begynde.

 

Krisecentret

Joan-Søstrene var med til at oprette Dannerhusets krise­center og modtog også gerne kvinder fra centret i rådgivningen.

 

Dannerhusets værdier

Joan-Søstrene var og er enige i Dannerhusets fundamentale værdier som solidaritet, frigørelse, åbenhed, medbestemmelse/medansvar og engagement.

Desværre har Joan-Søstrene siden marts 2020 været forhindret i adgang til huset, idet vores elektroniske nøgler blev lukket af Danners ledelse. Vi har i perioden under den generelle nedlukning som følge af Covid-19 rådgivet telefonisk og pr. mail og har siden juli 2020 tillige rådgivet personligt fra vores nye adresse.

 

Nuværende rådgivning

Joan-Søstrenes personlige rådgivning foregår i regi af Dansk Kvindesamfund i Kvindernes Bygning i København K. Alle kvinder over 18 år er meget velkomne i rådgivningen uden forudgående aftale.