Forbrydelser mod mennesker er værre end forbrydelser mod penge. Så klart har den nuværende regering udtrykt det tilbage i sine første år – dengang Lene Espersen stadig var justitsminister. Voldtægt må karakteriseres som en forbrydelse mod et andet menneske – endda en temmelig krænkende og nedværdigende en af slagsen. Så man skulle tro, at pengene under den nuværende regering ville have flydt i lind strøm til ofrene på dette område… Men sådan er det ikke.

Joan-Søstrene får mange henvendelser fra kvinder, som har været udsat for voldtægt flere år tilbage. De fik ingen eller lille hjælp dengang, og turde først tale om overfaldet flere år senere.

Nogle kvinder bearbejder selvfølgelig voldtægtshændelsen på egen hånd, men de er et fåtal. For langt hovedparten gælder det, at efterreaktionerne og senfølgerne af den ubearbejdede voldtægtshændelse skaber en tilværelse for kvinderne med angst, depressive og selvdestruktive tanker, ubehag over for mænd generelt og meget mere. I værste fald bliver det psykiske pres så stort, at kvinderne oplever at blive uarbejdsdygtige i kortere eller længere perioder.

Spørgsmålet er, hvad betydningen af et tilbud om gratis psykologhjælp efter voldtægten ville have betydet for disse kvinder. Ville de nemmere og hurtigere få bearbejdet voldtægten? Svaret er et rungende JA, hvis du spørger os.

Joan-søstrene mener ikke, at de nuværende muligheder er optimale for ofre for voldtægt. Hvis kvinden ikke henvender sig på centrene for voldtægt inden tre døgn, er de som oftest overladt til selv at søge hjælp hos egen læge eller praktiserende psykolog. Det er dyrt – cirka 1300 kr. pr. måned for et ugentligt besøg trods hjælp fra Sygesikringen. Da statistikkerne viser, at særligt unge kvinder udsættes for voldtægt, er den økonomiske byrde ekstra svær at overskue, da unge typisk er studerende eller på anden vis har et lavere indkomstniveau. Og så viser vor erfaring i øvrigt, at det for mange kan være en barriere i sig selv, at rette henvendelse til en psykolog på egen hånd. Hvor finder man en, der er egnet? Hvordan skal man få hul på historien over for psykologen? Osv. Resultatet er, at rigtig mange kvinder aldrig får den hjælp, som de har brug for.

Henvender kvinden sig først senere, er mulighederne værre. Hun er nu overladt til selv at søge hjælp på diverse rådgivningssteder eller betale fuld pris hos en psykolog. Og så taler vi ikke længere 1300 kr. om måneden for et ugentlig besøg men 800 kr. om ugen. For mange er det uoverkommeligt bare sådan at tage 3200 kr. om måneden ud af et i forvejen stramt budget.

Det er typisk disse kvinder, der henvender sig til Joan-Søstrene. Og vi kan selvfølgelig tilbyde dem gratis råd, støtte og vejledning, men vi kan naturligt ikke matche det længerevarende terapiforløb, som de fleste har brug for, for at bearbejde voldtægtstraumet.

Vi undrer os såre over, hvad der skal til for sikre en bedre støtte til voldtægtsofrene, når de henvender sig. Mon ikke et reelt psykologtilbud til kvinderne ville få flere til at henvende sig og samtidig demonstrere, at voldtægt er en uacceptabel voldsform, som ikke skal være ofrets ”egen hovedpine”? Lur os, om ikke der havde været nogle langt bedre tilbud for ofrene, hvis voldtægt havde været en udpræget mandsdiskriminerende overgrebsform.

Det giver ikke mening, at kvinder skal straffes økonomisk for at have været udsat for en forbrydelse. Og det giver slet ikke mening, at velfærdsstaten ikke tager vare om kvinderne, men oftest overlader arbejdet til frivillige organisationer.

Måske regeringen ikke vægter humane værdier, som at traumer af voldelige forbrydelser, som f.eks. voldtægt, selvfølgelig skal bearbejdes. Men hvis en kvinde får ordentlig hjælp, når hun anmelder en voldtægt, og i øvrigt mødes med forståelse frem for skepsis, er det vores klare overbevisning, at risikoen for at hun senere ender med f.eks. at måtte gå på sygeorlov, tage orlov fra studier og andet mindskes. Og det giver flere penge i statskassen. Det må da være et argument, som den nuværende regering kan forstå…


BLOG TILBAGE MED HOLDNINGER ELLER EGNE ERFARINGER OM EMNET.
HVAD SKAL DER TIL FOR AT KVINDER HENVENDER SIG TIDLIGERE?
HVILKEN HJÆLP HAR MAN BRUG FOR?